| Mere om Akupunkt Terapi |
|
|
|
Akupunkt Terapi
Akupunkt Terapi (AT) udspringer oprindeligt fra terapisystemet Akupunktmassage nach Pentzel (APM). Den tyske fysioterapeut Willy Pentzel udviklede et behandlingssystem baseret på bindevævsmassage (Dicke/ Tei-reih-leube) og akupunktur. Pentzel udviklede denne teknik over en periode på 30 år. APM var primært tilpasset tyske normer og forhold; men vi har valgt at tilpasse den til den skandinaviske form for fysioterapi. Denne proces har stået på siden 1978 og siden 1989 har AT været et selvstændigt behandlingssystem, adskilt fra APM. Den bærende kraft i dette arbejde har været den norske fysioterapeut Erling Damm.
På Linkøbing Universitet i Sverige, har fysioterapeut David Felhendler løbende forsket i AT`ens effekter. Resultaterne af disse studier er beskrevet i Clinical Journal of Pain, vol. 12 (1996) 226 – 239.
AT er et behandlingssystem uden brug af nåle; men baseret på meridiansystemet ifølge Traditionel Kinesisk Medicin og den manuelle terapis teori om at ryggen giver refererede smerter til andre dele af kroppen. Manuel terapi spiller således en central rolle i, og er en integreret del af AT.
Som behandling er AT en form for bindevævsmassage, hvor man via det autonome/ vegetative nervesystem især påvirker muskelspændingen og blodcirkulationen. Dette foregår dels ved at stimulere et forudbestemt antal meridianbaner og/ eller akupunkturpunkter med en terapisonde (et tandlægeinstrument med kugler i stedet for spidser).
Stimuleringen af meridianbanerne foregår som oftest ved strygning af meridianbanerne med terapisonden; men man kan også stimulere med laser og strøm, eller bruge massage i meridianernes forløbsretning. Denne stimulering af forskellige nervesegmenter i huden, kaldes for transcutan nervestimulering og igangsætter en refleksaktivitet via nervesystemet, som bevirker at muskelspændingen normaliseres. Ofte kommer der også en hurtig isættende smertelindring.
De enkelte meridianbaner hører til de forskellige niveauer i columna. Ved påvirkning af en meridian vil der således ske en påvirkning af det tilsvarende niveau i columna, så der lettere kan f.eks. mobiliseres. Ledmobilisering af columnas led kendt fra Manuel Terapien er en integreret del af AT.
Traditionel Kinesisk Medicin inddeler meridianerne i yin og yang. Yin refererer til det parasympatiske nervesystem, og yang til det sympatiske nervesystem. Dette betyder at stimulerer man alle yin-meridianerne, vil man få en øget parasympatisk aktivitet (nedsat muskelspænding, generel afspænding, nedsat hjerterytme og blodtryk, stimulering af fordøjelsesfunktionen ect.). Ved stimulation af alle yang-meridianerne, vil man opnå en øget sympatisk aktivitet (øget muskelspænding, øget hjerterytme og blodtryk, ect.). Til tider ses der ved f.eks. et traume, en forstyrrelse i balancen mellem det sympatiske- og det parasympatiske nervesystem. AT forsøger at genskabe denne balance.
Manuel terapi brugt på columnas led, spiller en central rolle i AT. Det skal understreges, at manuelle terapi-teknikker kun bør bruges på columna efter en grundig undersøgelse og kun såfremt de kan udføres uden smerte. Columna ses som en helhed, og behandles som et hele, uanset hvor den primære årsag er lokaliseret. Manuel terapi teknikker brugt på ekstremiteternes led, udføres i i kombination med den transcutane behandling, og helst efter den manuelle behandling af columna.
Alle behandlinger afsluttes med instruktioner i øvelser, eller ergonomisk vejledning, så den forbedrede bevægelighed kan bevares. |



